Den tidligere professionelle fodboldspiller Gary Lineker stopper som vært på BBCs fodboldprogram Match of the Day.

Han vil ikke vende tilbage til skærmen, før der er indgået en aftale om brug af sociale medier.

Det skriver BBC og tilføjer, at de betragter Linekers aktiviteter som et brud på retningslinjerne.

Årsagen til, at 62-årige Lineker nu fjernes fra programmet, skal findes i en episode tidligere på ugen, hvor den tidligere højtprofilerede fodboldspiller, vakte opsigt med en skarp kritik af den engelske regerings planer.

Storbritanniens konservative regering lagde fremlagde tirsdag en ny asylplan, der lagde op til at afvise stort set alle migranter, der kommer ulovligt til landet.

Den plan var Lineker bestemt ikke tilfreds med.

»Det her er simpelthen en umådeligt ond politik, der går ud over de mest sårbare personer. Der bruges et sprog, der ikke er ulig det, som blev brugt af Tyskland i 30erne. Eller tager jeg helt fejl?« skrev han på Twitter, og henviste desuden til Nazitysklands omtale af jøderne i forbindelse med Anden Verdenskrig.

Gary Lineker nåede 80 landskampe for England og var blandt andet forbi klubberne Leicester, Barcelona og Tottenham.