En tragedie har ramt fodboldverdenen i Sydamerika.

Fredag eftermiddag kollapsede dele af fodboldstadionet Estadio Alejandro Villanueva i Perus hovedstad, Lima, hvilket har kostet en person livet.

Det bekræfter det peruvianske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet DPA, skriver VG.

Blandt de sårede, som alle er blevet hastet på hospitalet efter ulykken, er et barn, skriver nyhedsbureauet.

Klubben Alianza Lima har til daglig hjemmebane på Estadio Alejandro Villanueva i den bedste peruanske række.

Hovedstadsklubben var senest i aktion på hjemmebane den 22. marts, og det var altså ikke i forbindelse med en kamp, at dele af stadionet faldt sammen. 

Årsagen til kollapset på stadionet er stadig ukendt, og det fremgår heller ikke, hvilken del af stadionet, der er faldet sammen.

Lørdag er de lokale myndigheder dog gået i gang med at tjekke overvågningsmateriale omkring stadionet og afhøre vidner for at fastlægge, hvad der førte til den tragiske ulykke.