Efter et år med vild uro, anklager om menneskesmugling og ubetalt løn til spillere er skandaleklubben Jammerbugt blevet erklæret konkurs.

Det oplyser Allan Reese, vicedirektør i Spillerforeningen, til P4 Nordjylland.

Klubbens tyske ejer, Klaus-Dieter Müller, har været en kontroversiel figur, siden han overtog den nordjyske succcesklub.

Men en sæson i sportsligt kaos, som resulterede i en nedrykning fra 1. division til 2. division, kombineret med tyskerens usædvanlige ageren som ejer har været ødelæggende for klubben, som ikke har udbetalt løn til en række af holdets spillere.

Klaus-Dieter Müller.
Klaus-Dieter Müller.
Vis mere

»Vi har igennem rigtig mange måneder forsøgt at få klubben til at betale, og det er også lykkedes i nogle henseender. Men vi står også med rigtig store summer til spillere, som overhovedet ikke har fået løn siden januar, og vi har også en spiller, som overhovedet ikke har fået en krone i løn,« siger Allan Reese til P4 Nordjylland.

Det er særligt behandlingen af to spillere, som har fået Spillerforeningen til at handle. I alt skulle der være flere hundrede tusinde kroner til gode til spillere, som Klaus-Dieter Müller har hentet til Jammerbug fra sine to afrikanske akademier.

»Vi havde indgået et forlig med Klaus om, at de to spillere skulle have været betalt i slutningen af juni. Det er ikke sket. Vi har været i dialog med Klaus, og måske kommer pengene, måske ikke. Men vi føler ikke længere, at vi kan stå model til det, når vi har at gøre med spillere, der har mistet så mange penge på det, de troede var en kontrakt,« siger Allan Reese.

Den endelige betalingsfrist for Klaus-Dieter Müller til at få afviklet sin gæld skulle have været onsdag, men fristen er blevet udsat til næste uge.

B.T. har tidligere skrevet om anklager om, at den tyske ejer opererede med en form for menneskesmugling, når han hentede unge afrikanske spillere til klubben, som ganske opsigtsvækkende stillede til kamp med stort set ingen danskere i startopstillingen og en trup med 20 udlændinge ud af 25 spillere.

»Vi har misforstået regler og begået fejl. Det må man indrømme. Men at Spillerforeningen nu bruger disse småfejl til at ødelægge klubben, taler for sig selv,« lød det i et svar fra Klaus-Dieter Müller til DR i foråret.