Den tyske landsholdsstjerne Marco Reus og hans modelkæreste, Scarlett Gartmann, er et af de hotteste par i Tyskland. Men nu er der kommet et skår i parrets ellers pletfri image.

Scarlett Gartmann skal nemlig for retten for at have overtrådt markedsføringslovgivningen i Tyskland, skriver Westfalenpost.

Mens Reus er en af profilerne hos de tyske verdensmestre og på Borussia Dortmunds mandskab, så er Scarlett Gartmann en populær model, som har 128.000 følgere på Instagram.

Det er netop hendes populære status på det sociale medie, som hun ved flere lejligheder på ulovlig vis har udnyttet til at reklamere for diverse produkter.

Problemet er nemlig, at Gartmann ikke har gjort opmærksom på, at der var tale om en reklame, når hun eksempelvis har lagt billeder op, hvor hun poserer med et ur eller luksustasker, som hun har fået sponsoreret.

I Tyskland er det ikke lovligt at reklamere for produkter, uden at man tydeligvis angiver, at det drejer sig om et betalt samarbejde. En lignende lovgivning gælder i Danmark.

Scarlett Gartmann ønsker, ifølge Westfalenpost, ikke at kommentere på sagen, men gennem hendes advokat siger hun, at hun har taget ved lære af sagen, hvilket man eksempelvis kan se på et af hendes seneste indlæg på Instagram.

Her viser modellen sig frem på billede, hvor hun bærer et ur af mærket Paul Hewitt. Men modsat tidligere er det her tydeligt angivet, at der er tale om reklame for produktet.

Se billedet her - og flere andre af den flotte tysker og hendes fodboldkæreste længere nede: