Det var en historisk ydmygelse, da Manchester United blev slagtet med 0-7 af Liverpool søndag.

Og det fik spillerne at mærke efter den forfærdelige indsats, for cheftræner Erik ten Hag var overhovedet ikke tilfreds.

United-træneren tvang ifølge Mirror sine spillere til at sidde i stilhed i omklædningsrummet og lytte til Liverpool-spillernes jubel.

Erik ten Hag har aldrig været mere vred og gav United-spillerne en omgang med sir Alex Fergusons berygtede 'hårtørrer'.

Erik ten Hag gav United-spillerne en skideballe efter det historiske nederlag.
Erik ten Hag gav United-spillerne en skideballe efter det historiske nederlag. Foto: PETER POWELL
Vis mere

Hollænderen gav nemlig spillerne en gigantisk skideballe og fortalte dem, at de alle var heldige at komme med spillerbussen hjem fra Liverpool til Manchester i stedet for at skulle tage turen med de rasende fans.

Fans, der havde betalt for både billetter og transport for at se Manchester United-spillerne levere så ynkelig en indsats.

Erik ten Hags opsang mindede om dem, sir Alex Ferguson indimellem kom med, da han stod i spidsen for storklubben.

Ferguson blev kendt for sin 'hårtørrer-behandling', der kunne blæse den udskældte bagud i lokalet.

Ifølge Mirror skulle Erik ten Hag have advaret United-spillerne, at hvis de nogensinde igen leverer en så ringe indsats som mod Liverpool, så bliver de degraderet til U21-holdet.

Mandag morgen efter nederlaget blev de tvunget til at møde tidligt ind på træningsbanen, hvor cheftræneren også skulle have fortalt spillerne, at de nu kan se frem til endnu flere møder med sportspsykologen Rainier Koers, der blev ansat af klubben for nylig.