Lyt til artiklen

En historisk udmelding. En aktie, der stryger til tops.

For efter det tidligere på ugen kom frem, at de udskældte Manchester United-ejere, Glazer-familien, arbejder på et delvist salg af storklubben, er det nemlig kun gået én vej for klubben på aktiemarkedet.

Og det er op, skriver Bloomberg News ifølge Euroinvestor.

Manchester United-aktien er steget med hele 26,31 procent siden udmeldingen, og det er det højeste niveau siden oktober 2021.

Noget, der samtidig betyder, at aktien i skrivende stund ligger i kurs 18,87.

Det var tirsdag, at den engelske storklub meldte ud, at storaktionærerne arbejdede med finansielle rådgivere om et delvist salg af klubben eller investeringer i stadion.

»Da vi ønsker at fortsætte med at bygge videre på klubbens succes, har bestyrelsen godkendt en grundig evaluering af strategiske alternativer,« siger Avram Glazer og Joel Glazer, der er administrerende direktører i Manchester United, i en erklæring og fortsætter:

»Vi vil evaluere alle muligheder for at sikre, at vi tjener vores fans på bedste vis.«

Glazer-familien har de senere år fået massiv kritik for deres måde at drive klubben på fra United-fans verden over.

Blandt andet mener adskillige fans, at ejerne har suget penge ud af klubben i stedet for at få styr på den enorme gæld, der er blevet stiftet som følge af overtagelsen.

Men derfor mener flere internationale analytikere dog alligevel, at der bliver stor konkurrence om at få fingrene i ejerskabet af klubben.