Den spanske storklub Real Madrid tørner onsdag aften sammen med Dortmund i den sidste gruppekamp i Champions League. Inden kampen bliver fløjtet i gang, vil den afdøde Henning Jensen dog blive hyldet.

Det oplyser Real Madrid på klubbens hjemmeside onsdag.

»Inden kampen mod Borussia Dortmund vil der blive holdt et minuts stilhed inden kampen til minde om Henning Jensen,« skriver klubben. Og det er ikke den eneste gestus, for Real Madrid-spillerne kommer også til at bære sørgebind udenpå de hvide trøjer til ære for danskeren, der spillede i klubben fra 1976 til 1979, og som var en af dansk fodbolds bedste spillere nogensinde.

Henning Jensen blev 68 år og gik bort efter kort tids kræftsygdom.

Han sov stille ind mandag aften, sagde hans datter Susanne til BT tirsdag, hvor hun også fortalte, at Henning Jensen havde været syg i længere tid uden at han eller familien kunne finde ud af, hvad der var galt.

»For 10 dage siden konstaterede lægerne, at det var kræft, og så er det gået rigtigt hurtigt,« sagde datteren tirsdag og forklarede, at Henning Jensen ikke ønskede kemoterapi, fordi han godt vidste, hvor det bar hen. Datteren og hendes lillebror kom hjem til Danmark for at være sammen med Henning Jensen den sidste tid.

Noget, der betød meget for dem, og de sad ved faderens side til det sidste.

Familien har endnu ikke fundet ud af, hvornår Henning Jensen skal begraves, forklarer hans datter, men offentligheden er inviteret med til at sige farvel.

»Vi har valgt at være åbne omkring det for at hylde ham. Han havde et kæmpe hjerte, og han er kommet herfra på en ærlig måde. Vi har også allerede besluttet, at begravelsen skal være åben for offentligheden, for han fortjener at blive anerkendt. Det er bare for tidligt, vi har mistet ham,« siger datteren Susanne om Henning Jensen, som forfatteren Hans Jørgen Nielsen skrev bogen 'Fodboldenglen' om.

I sin aktive karriere kom Henning Jensen omkring adskillige store klubber. Udover Real Madrid nåede han blandt andet også at spille for Borussia Münchengladbach og Ajax Amsterdam.