København. Superligaen skal evalueres i maj, og her vil klubberne stilling til den kritik, der er blevet rettet mod den nuværende struktur.

Det oplyser Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, i en pressemeddelelse.

Søndag blev sidste runde i grundspillet afviklet, og her blev der spekuleret i, at det for flere holds vedkommende kunne betale sig at tabe for at opnå en mere fordelagtig placering i det kommende nedrykningsslutspil.

»Vi har noteret os de kommentarer, der er kommet til strukturen både her i forbindelse med afslutningen af grundspillet, men også andre input i løbet af den her og forrige sæson,« siger Claus Thomsen:

»Det har hele tiden været aftalen, at strukturen skal evalueres af klubberne efter de første to sæsoner. Det gør vi helt som planlagt i maj. Hvis klubberne bliver enige om at lave noget om, så vil de ændringer blive implementeret allerede fra den kommende sæson, såfremt det er muligt.«

I løbet af søndagens kampe vakte det opsigt, at Sønderjyske eksempelvis på sin officielle Twitter-profil udtrykte glæde ved en scoring til FC Midtjylland.

Sønderjyske beklagede efterfølgende de kontroversielle tweets.

Flere spillere og trænere rettede desuden en skarp kritik af strukturen. En af dem var cheftræner Thomas Thomasberg, der sammen med Hobro trak nitten og endte i den nedrykningspulje, hvor der er længst til overlevelse.

»Det er en lortestruktur, når man skal ud og spille om nedrykning, og man ved, at de, der er endt som nummer otte og ni, i grove træk er reddet. Det er frustrerende. Sport skal jo ikke handle om, at man kan spekulere i, om det er bedre at blive nummer otte eller ni i stedet for nummer syv. Det må det aldrig komme til, og det skal der selvfølgelig kigges på,« sagde Thomasberg.

/ritzau/