Det stak fuldstændig af i Parken søndag, hvor der efter derbyet mellem FC København og Brøndby var vild tumult.
Og nu får det muligvis konsekvenser for en af dramaets hovedpersoner.
FCK-keeper Diant Ramaj er nemlig blevet politianmeldt, efter han nikkede Brøndbys reservekeeper Thomas Mikkelsen en skalle efter kampens slutfløjt.
Det skriver Bold, mens B.T. kan erfare det samme.
B.T. har været i kontakt med F.C. Københavns pressechef, Kristoffer Skadhauge, der ikke i første omgang vil kommentere på oplysningerne.
Heller ikke Københavns Politi vil kommentere på den konkrete anmeldelse. Det skal dog understreges, at alle i princippet kan indgive en politianmeldelse.
Derbyet i Parken var en højspændt fornøjelse, og i kampens slutminutter eksploderede følelserne på banen, da Brøndby snuppede sejren i tillægstiden på et straffespark, inden Mohamed Elyounoussi forspildte et spark fra ellevemeterpletten.
Da Patrick Pentz ved slutfløjt fejrede sejren ud mod FCK's stemningstribune Sektion 12, brød helvede løs på banen.
Flere spillere var i håndgemæng med hinanden, og TV-billederne afslørede, at Diant Ramaj altså uddelte en skalle til Thomas Mikkelsen.
Både Pentz, Ramaj og Mikkelsen endte med at se rødt efter kampens slutfløjt.
Brøndby har dog appelleret Thomas Mikkelsens udvisning dagen derpå – læs mere om det HER.