Det var en gigantisk skuffelse, da Tyskland røg med et brag ud af VM efter et choknederlag til Paraguay.

Efterfølgende blev både stjernerne og den tyske landstræner, Julian Nagelsmann, savet midt over i de tyske medier. Flere af dem krævede direkte, at træneren skulle trække sig, men han var i første omgang overhovedet ikke klar til at give op:

»Jeg er klar, og jeg løber ingen vegne. Det skal der ikke være nogen tvivl om,« sagde Nagelsmann umiddelbart efter det smertefulde VM-exit.

Men nu tager det dramatiske efterspil en helt ny drejning. Flere medier erfarer nemlig, at han netop har sagt op.

Blandt dem er den tyske avis Bild, der slår det stort op:

'Han havde kun ét valg – og Julian Nagelsmann har nu taget det,' lyder det fra avisen.

Julian Nagelsmann har stået i spidsen for det tyske landshold siden 2023. Hverken det tyske fodboldforbund eller træneren selv har meldt noget officielt ud endnu.