Både Esbjerg og AC Horsens har alt og spille for efter 1-1 i den første nedrykningskamp,

Tabernes finale. Sæsonens vigtigste kamp – del ét. Første etape af et opgør, hvor den samlede taber kan booke tidlig sommerferie med pladsbillet til første division.

Sådan lød menuen på en solrig lørdag aften i det vestjyske, En taxa-chauffør lod sig fortælle, at der generelt er optimisme at spore hos Esbjerg-fansene, og at man tror på, at man kan vinde samlet over Horsens, så man undgår den direkte nedrykning.

Men som det også lød.

»Jeg følger ikke selv med i fodbold. Men jeg har kunnet forstå, at hvis man taber til Horsens, så har man også fortjent at rykke ned.«

Chancehav

Optimismen var til at få øje på for esbjergenserne. Det var godt med hujen og ingen pibekoncert mod spillerne. Heller ikke, da man på vej fra banen efter første halvleg var bagud med 0-1.

Forinden havde Mads Hvilsom fra sit udgangspunkt i venstre side formået at komme frem til et væld af chancer. Et underkendt mål, en afslutning lige på Horsens-målmand Steve Clark, et hovedstød lige over mål fra kort afstand.

Og som det hedder sig, handler det om at kende sin besøgelsestid. Det viste Horsens fremragende, da Delphin Tshiembe fik presset bolden over stregen efter et indlæg til en overraskende Horsens-føring.

Det var også stort set, hvad Horsens kom frem til af afslutninger. Et par dødbolde og et par lange kast fra Horsens’ svar på indkastspecialisten Rory Delap, Mikkel Qvist, var gæsternes farligste våben.

Og det var tydeligt, at det i store dele af kampen i går var overlevelse for Horsens. Ligesom det har været målet i hele sæsonen.

Helt åbent

Midtvejs i anden halvleg var det så værterne, der fik bolden over stregen. For en gangs skyld faldt chancen ikke til Mads Hvilsom, men spidsangriberen Robin Söder. Og så var der gevinst.

Det mål gav en åben kamp, hvor Horsens også besluttede sig for at byde sig til med chancer. Kjartan Finnbogason formåede at blive sendt ud på en åben friløber, men hjemmeholdets Marco Lund akkurat nåede ned og afværge med en god tackling.

Resultatet betyder også, at vi kan se frem til et helt åbent returopgør. Horsens kan være bedst tilfreds ind til videre, da de både får point og udebanemål med hjem, og det var især tydeligt med den gode tid, som gæsterne havde omkring sine dødbolde i hele anden halvleg.

Til gengæld må Esbjerg-spillerne ærgre sig over misbruget af flere store chancer. Især Mads Hvilsom må være skuffet. Til gengæld står de med pointet. Og vi står med et brag af en returkamp i hænderne 28. maj.