To personer er blevet anholdt, da de kom op og slås efter 2. divisionskampen mellem Kolding IF og Esbjerg fB.

Hændelsen fandt sted lørdag eftermiddag og involverede to tilskuere fra kampen. Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Mads Flansmose til B.T.

»Det kan jeg bekræfte, at der efter kampen har været et slagsmål mellem to mænd. Begge er sigtet og anholdt for at indlede sig i slagsmål med hinanden.«

Vagtchefen kan dog ikke komme ind på, hvilken eventuel fangruppering, at de to mænd måtte tilhøre.

Foto: presse-fotos.dk
Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Mads Flansmose kan blot fortælle, at det to tilskuere, der så kampen.

Hændelsen sker blot en måned efter, at der var store uroligheder, da de to klubber tørnede sammen i en pokalkamp.

Det endte ud i et masseslagsmål mellem 40-50 personer. Sydøstjyllands Politi oplyste dengang til JydskeVestkysten, at der efter kampen skete et sammenstød uden for stadion, hvor ordensmagten måtte bruge både peberspray og stave for at skille de forskellige fan-grupper ad. En betjent fik sågar vredet armen så hårdt om, at vedkommende efterfølgende blev sygemeldt.

Lørdagens 2. divisionskamp mellem Kolding IF og Esbjerg fB blev vundet af hjemmeholdet Kolding med 2-0.