AGF's mangeårige målmand Steffen Rasmussen indstiller fodboldkarrieren til sommer.

35-årige Steffen Rasmussen, der har spillet i AGF næsten hele sit liv, fik debut tilbage i 2002. Siden er det blevet til hele 418 kampe for AGF.

I TOPPEN KAN DU SE, DA STEFFEN RASMUSSEN REDDEDE ET POINT FOR AGF MOD AAB

Han vil nu kaste sig over sin civile karriere, hvor han i de seneste par år har uddannet sig til finansøkonom og sideløbende med sin spillerkarriere også har arbejdet i AGF's salgsafdeling.

»Jeg elsker AGF og mit arbejde. Det er meget få mennesker forundt at leve af sin sport i så mange år, som jeg har gjort.«

»Samtidig har jeg haft det privilegium at være i en fantastisk klub, hvor jeg gennem tiden har været omgivet af engagerede og dygtige mennesker,« siger Steffen Rasmussen til klubbens hjemmeside.

AGF-sportschef Peter Christiansen kalder Steffen Rasmussen for en værdsat og værdifuld del af klubben.

»Det har været imponerende at opleve, hvordan han med format har håndteret den øgede konkurrence, han i de senere år har mødt om pladsen i målet.«

»I den rolle har han vist sit høje niveau og været et eksempel til efterfølgelse,« siger Peter Christiansen.

AGF vil markere Steffen Rasmussens karrierestop, når sæsonen går på hæld.

AGF har tilbudt Steffen Rasmussen en såkaldt testimonialkamp, men han ønsker i stedet at markere sit karrierestop på anden vis.

Steffen Rasmussen fik debut for AGF i en kamp mod OB i november 2002. Siden har han spillet 418 kampe og er den AGF'er, der har spillet flest superligakampe.

Han har også spillet to ungdomslandskampe og været udtaget til både liga- og A-landsholdet.

/ritzau/