Danmark skuffede fælt tirsdag aften med et chokerende nederlag til Skotland og skvattede dermed i den sidste bananskræl, inden billetterne til USA, Mexico og Canada kunne bookes.

Men én sidste livline kan redde Danmarks VM-muligheder – her har I Danmarks sidste og eneste vej til VM-slutrunden næste år.

På trods af nederlaget ender Danmark nemlig stadig som 2'er i kvalifikationspuljen og er dermed en del af playoffrunden i marts, hvor flere ubekendte dog stadig gør det svært at finde hoved og hale i.

Besøg fra Nations League-nationer

De 12 gruppe-to'ere får i playoffrunden selskab af de fire bedst rangerede nationer fra Nations League, som ikke er sluttet som enten nummer et eller to i VM-kvalifikationen.

De fire hold er Rumænien, Sverige, Nordirland og Nordmakedonien.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De i alt 16 hold kommer herefter til at spille om fire VM-billetter i fire små playoffturneringer med henholdsvis to semifinaler og en finale – begge spilles som én kamp.

Danmark skal derfor 'bare' vinde to kampe for at booke billetten til VM næste år.

De 16 nationer matches med hinanden i fire seedningslag, som laves ud fra landenes placering på FIFAs verdensrangliste.

Ranglisten opdateres onsdag, mens lodtrækningen finder sted torsdag – og det er her, det bliver vigtigt for Danmark:

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Danmark ligger nemlig relativt højt rangeret på verdensranglisten – inden opdateringen nummer 20 – og ender derfor i den højest seedet pot 1 ved lodtrækningen torsdag.

Samtidig ligger det også fast, at de fire hold fra Nations League – Rumænien, Sverige, Nordirland og Nordmakedonien – ender i pot 4.

Og det betyder, at Danmarks VM-skæbne pludselig kan ligge i ærkerivalerne fra Sveriges hænder.

Hjemmebanefordel

For Danmark vil ende med at trække ét af de hold i den første af de to skæbnesvangre kampe om VM-billetten, da pot 1 og 4 parres i semifinalerne i den ene halvdel af det lille turneringstræ, mens pot 2 og 3 parres i den anden.

Pot 2 og 3 er dermed sammensat af de øvrige nationer, der endte som to'er i deres respektive grupper – dem kan du få et overblik over i faktaboksen.

En anden nøgledetalje er, at Danmark med sikkerhed skal spille den første semifinalekamp i Parken jævnfør deres høje seedning – finalen, derimod, kan man risikere at skulle spille på udebane.

Playoff-turneringen løber af stablen fra den 26. til den 31. marts næste år, mens VM sparkes i gang den 11. juni.