Cristiano Ronaldo meddelte mandag, at han og kæresten, Georgina Rodriguez, har mistet deres nyfødte søn.

Derfor er han ikke med i tirsdagens opgør mod ærkerivalerne fra Liverpool.

Det meddeler Manchester United på sin hjemmeside.

'Familien er vigtigere end alt andet, og Ronaldo støtter sine nærmeste i denne meget svære tid. Vi kan bekræfte, at han ikke vil deltage i kampen mod Liverpool på Anfield tirsdag aften, og vi understreger familiens ønske om privatliv,' skriver United.

Cristiano Ronaldo og kæresten, Georgina Rodriguez.
Cristiano Ronaldo og kæresten, Georgina Rodriguez. Foto: OSCAR DEL POZO
Vis mere

Både Ronaldo og kæresten, Georgina Rodriguez, lagde mandag aften et opslag op på Instagram, hvor de fortalte den tragiske nyhed.

'Det er med dybeste sorg, at vi må annoncere, at vores babydreng er gået bort. Det er den værste sorg, man som forældre kan føle. Kun fødslen af vores pige giver os styrke til at gennemleve dette øjeblik med håb og glæde,' lyder det i parrets besked, hvor de samtidig takker lægerne og sygeplejerskerne, som har hjulpet dem i den svære tid.

'Vi er alle knuste over dette tab, og vi beder jer venligst om at respektere vores privatliv i denne svære tid. Vores babydreng, du er vores engel. Vi vil altid elske dig,' slutter den triste besked.

Efter nyheden er det væltet ind med støtte til parret.

Foto: JON NAZCA
Vis mere

Blandt andet fra det portugisiske landshold og flere af Ronaldos nuværende og tidligere holdkammerater som Marcus Rashford, David de Gea, James Rodríguez og Álvaro Morata.

Manchester United møder Liverpool på Anfield tirsdag aften – og det bliver altså uden den portugisiske verdensstjerne.