Lørdag aften gjorde han det igen, da han trillede bolden ind til 2-0 på Stadio Olimpico i Atalantas sejr over Lazio.

Danske Rasmus Højlund har fået en forrygende start på sin tid i Atalanta, hvor han kom til efter en mindst lige så imponerende tid i østrigske Sturm Graz.

Det får hans træner, Gian Piero Gasperini, til at komme med en af de mest flatterende sammenligninger, som en angriber for tiden kan få.

»Han minder om Haaland. Han er en meget hurtig spiller, han løber 100 meter på 11 sekunder, han har et lavt tyngdepunkt, og det er en ekstraordinær gave i fodbold. Jeg er overbevist om, at han vil få en fantastisk karriere,« lyder det fra Gasperini til Sky Sport Italia.

Han mener dog også, at danskeren fortsat kan udvikle sig meget.

»Højlund har stadig store mangler, men han har allerede en vigtig energi, gejst og teknisk kvalitet. Han vil vokse, og vi skal huske, at han kun er fyldt 20.«

Det er blevet til 18 kampe i Serie A for Rasmus Højlund, og for det har han kvitteret med fem mål.

Især efter årsskiftet har danskerne haft mål i støvlerne, og fire af målene er således scoret her.

Hans succes er også blevet bemærket af den danske landstræner Kasper Hjulmand, som sidste år gav ham debut i Nations League-kampen mod Kroatien.

Der er dog fortsat lidt vej op til norske Erling Haalands måltotal. Han har i 20 Premier League-kampe scoret hele 25 mål.