Det gik bestemt ikke stille for sig, da den colombianske sangerinde Shakira og den tidligere fodboldspiller Gerard Piqué gik fra hinanden i 2022.

Shakira afslørede sin daværende mand i utroskab, og siden har der været særdeles kold luft mellem det tidligere stjernepar.

Efter mange måneders mudderkastning og indblanding fra diverse advokater, kan den spanske journalist Lorena Vázquez nu afsløre, at forholdet mellem Shakira og Piqué er blevet langt bedre, end det hidtil har været.

»De taler med hinanden, hvilket ikke har været tilfældet før nu. De er blevet enige om at tale sammen med en vis ro uden altid at skulle ty til advokater,« siger Vázquez, der er journalist på Mundo Deportivo.

Piqué og Shakira mødte hinanden i 2010 under indspilningerne til VM-hittet 'Waka Waka'.
Piqué og Shakira mødte hinanden i 2010 under indspilningerne til VM-hittet 'Waka Waka'. Foto: Josep Lago/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter det forliste forhold gik der ikke længe, før den tidligere FC Barcelona-stjerne viste sin nye kæreste frem for offentligheden – den 12 år yngre Clara Chía Marti.

Og det var bestemt ikke et forhold, der faldt i god smag hos Shakira.

»Jeg er dobbelt så meget værd som en 22-årig. Du byttede en Ferrari ud med en Twingo. Du byttede et Rolex for et Casio,« lød det blandt andet i en sang, der satte YouTube-rekord. 

Den colombianske sangerinde har ikke selv fundet kærligheden efter bruddet med Piqué, som hun fik to børn med.

»Der er intet forhold eller nogen kæreste i øjeblikket. Shakira nyder singlelivet og bruger tiden på sine forældre og børn,« fortæller Lorena Vázquez.