Nicklas Bendtner har anket sine 50 dage i fængsel.
Mere har den danske angriber sådan set ikke at sige til det. Sådan lyder det på hans Instagram-profil.
»Jeg har ikke så meget at sige, ikke andet end at jeg selvfølgelig anker,« starter Bendtner.
I stedet har Nicklas Bendtner noget helt andet, han ønsker at komme ud med.
»Mine tanker resten af denne dag skal gå til guttermanden Lars Høgh. Alt det bedste til dig og dine kære Lars,« skriver han.
Tilbage i august fik målmandstræneren for det danske landshold og Brøndby IF Lars Høgh konstateret kræft - en tumor i bugspytkirtlen. Og mens det har været sparsomt med information omkring Lars Høghs sygdomsforløb, stod han torsdag frem i et rørende interview.
Her fortalte han til Go'aften Danmark, at han ikke er bange for at dø, og at det var et stort chok for hele hans familie, da han blev diagnosticeret med kræft. En diagnose, der kun er syv procent, der overlever efter fem år.