Coronapandemien har ramt nogle hårdere på pengepungen end andre.

Og én af dem, der fik en økonomisk lussing sidste år, da Danmark lukkede ned, var den tidligere landsholdsstjerne Martin Jørgensen.

I juli sidste år gik han nemlig konkurs med sit rejsebureau De Graa Busser A/S.

Men nu er der godt nyt for den 45-årige fodboldlegende, skriver Finans.

45-årige Martin Jørgensen.
45-årige Martin Jørgensen. Jens Nørgaard Larsen

Martin Jørgensen gør nemlig comeback i rejsebranchen, da han etablerer rejsebureauet Rejseriet, der tilbyder grupperejser i Europa med bus og fly.

»Grænserne åbner sig til andre lande, og rejselysten er stigende. Mange har ikke været ude at rejse i mere end et år, og de vil gerne afsted,« siger Martin Jørgensen til Finans.

Den pensionerede fodboldspiller mener, at coronasituationen har vist, hvor vigtigt det er at have et rejsebureau, hvor man som forbruger er bedst beskyttet.

Ifølge mediet kommer Rejseriet blandt andet til at arrangere rejser for foreninger og grupper, hvor steder som Kroatien, Færøerne, Østrig og Danmark er blandt de første mulige destinationer.

De Graa Busser A/S havde eksisteret siden 1920, og de sidste år blev firmaet drevet af fjerde generation, hvor det altså var Martin Jørgensen, der stod i spidsen.

Han er i øvrigt noteret for 102 landskampe på A-landsholdet, og han har scoret 12 mål i den rød-hvide trøje.