På eget græs i det sydtyske blev mægtige Bayern München onsdag aften nedkæmpet af Liverpool, der med en 3-1-sejr sikrede sig billetten til Champions Leagues kvartfinaler.

Efter kampen lagde tyskernes polske topangriber, Robert Lewandowski, ikke skjul på, at han langt fra var tilfreds med Bayern-træner Niko Kovac' taktik i de to opgør mod The Reds.

»I begge kampe spillede vi for defensivt. Vi forsøgte ikke at komme fremad og kreere chancer. Hverken i det første opgør eller i dag. Vi risikerede ikke ret meget, selv om vi var på hjemmebane,« sagde Lewandowski til Viasat efter kampen. SE INTERVIEWET I VIDEOEN ØVERST

»Vi står for dybt og vil ikke risikere for meget. Jeg ved ikke hvorfor. Nogle gange forsøgte vi at presse Liverpool, men i offensiven var det som om, at vi var to mod fire spillere,« lød det fra polakken.

Det først opgør på Anfield endte 0-0 - men i onsdagens returopgør i Tyskland satte Liverpool tingene på plads med scoringer to scoringer af Sadio Mané og en enkelt af Virgil Van Dijk.

Bayerns enlige scoring onsdag stod Liverpools Joel Matip for - med et selvmål.

Med Liverpools sejr har England nu hele fire hold med i Champions Leagues kvartfinaler - Manchester City, Manchester United, Tottenham og Liverpool.

Der trækkes lod til kvartfinalerne fredag - du kan følge lodtrækningen live her på bt.dk.