Landstræner Nils Nielsen var torsdag tilbage på træningsbanen med det danske kvindelandshold.

I to dage har Nils Nielsen ikke været til stede i den danske EM-lejr. Det skyldes, at der var opstået en akut situation af personlig, familiær karakter derhjemme, som han var nødt til at tage sig af.

Da landstræneren mødte pressen i dag var det med beskeden om, at der nu var kommet ro på derhjemme, og han havde fået overskuddet tilbage.

»Der er heldigvis kommet styr på det. Det var fantastisk for mig, at jeg havde muligheden for at tage hjem, for det var noget jeg havde rigtig meget brug for. Der har hele staben og spillerne bakket op om det. Så har jeg ro i kroppen til at kunne koncentrere mig 100 procent,« siger Nils Nielsen.

Landstræneren var taget hjem tirsdag formiddag, hvor Danmark dagen inden havde kvalificeret sig til kvartfinalen, og han kom retur til Holland i løbet ad onsdagen. Han kom ikke ind på, hvad det var, der trak ham hjem til familien i et døgns tid.

Han er dog overbevist om, at truppen ikke har misset noget i hans fravær.

»Det her med om vi har misset noget, nej, det har vi ikke – vi er nærmest blevet bedre af det, for nu føler jeg ikke, at der er noget, jeg skal gå og bruge kræfter på og kan koncentrere mig 100 procent om det her. Det er ikke sikkert, det havde været tilfældet, hvis jeg ikke havde haft muligheden for at tage hjem,« siger Nils Nielsen og fortsætter:

»Det passede fantastisk med, at de to dage, vi fik, var forholdsvis træningsmæssigt stille og roligt. Så reelt set er det, jeg har misset ved ikke at være her, det har været beslutningen, om vi skulle have fødselsdagskage eller ej.,« mener Nielsen, der refererer til reservemålmand Line Johansen, der onsdag fyldte 28 år.

Dermed er landstræneren sikker på, at det ikke bliver nødvendigt med endnu en tur til det danske.

»Der er styr på det, der skal være styr på,« lyder det fra Nils Nielsen.