De danske landsholdsspillere Pierre-Emile Højbjerg og Matt O'Riley blev onsdag aften vidner til dramatiske og chokerende scener midt under en kamp.
Her kollapsede deres 21-årige holdkammerat i Marseille, Bilal Nadir, pludselig på banen og blev båret ud. Siden er der kommet nyt frem om hans tilstand.
Nadir var kun lige kommet på banen som indskifter i Ligue 1-kampen mellem Marseille og Angers, da han faldt om på banen og hurtigt blev omringet af bekymrede spillere fra begge hold.
Bilal Nadir var ved bevidsthed og lavede små tegn til publikum for at berolige dem, da han blev båret ud fra kampen på en båre. Den unge midtbanespiller skulle have givet udtryk for en massiv hovedpine.
»Han kom til bevidsthed igen og blev taget på hospitalet til undersøgelser og helbredsundersøgelser. Vi er alle bekymrede, vi håber, det ikke er noget alvorligt,« sagde Marseilles træner, Roberto De Zerbi, ifølge det franske sportsmedie RMC Sport efter kampen.
Også Nadirs danske holdkammerat Matt O'Riley kom med en opdatering – og den var umiddelbart opmuntrende:
»Han har det godt,« lød det fra den danske landsholdsspiller.
Årsagen til, at Bilal Nadir kollapsede under kampen, er endnu uvis.
Opgøret blev færdigspillet og endte 2-2.
