Eric Dier mener, at de buh-råb, som Tottenhams fans forleden råbte mod Christian Eriksen, var uberettigede.

Christian Eriksens holdkammerat i Tottenham Eric Dier tager nu den danske landsholdsspiller i forsvar, efter at klubbens fans i kampen mod Norwich buhede af midtbanespilleren.

Det skriver BBC.

- Ligegyldigt hvad han har gjort, har han gjort det med de bedste intentioner. Så han har ikke fortjent dette fra nogen.

- Jeg kan ikke sige noget negativt om Christian. Jeg har spillet her næsten lige så længe som ham, og han har altid opført sig på bedste vis.

Christian Eriksen bliver skiftet ind i stedet for Eric Dier i Tottenhams hjemmekamp i Champions League mod Olympiakos.
Christian Eriksen bliver skiftet ind i stedet for Eric Dier i Tottenhams hjemmekamp i Champions League mod Olympiakos. Foto: NEIL HALL
Vis mere

- Han har altid været den mest professionelle spiller, som jeg har kendt og en af de bedste spillere i Tottenham set over en længere periode, siger Dier ifølge BBC.

Buh-råbene faldt, da Christian Eriksen undervejs i kampen lavede en fejlaflevering og senere blev skiftet ud.

Den seneste tid har der været vedvarende rygter om, at Christian Eriksen skulle være på vej til den italienske storklub Inter. Samtidig har danskeren ikke underskrevet en ny kontrakt med Tottenham.

Ifølge BBC var det grundene til tilråbene fra Tottenhams fans.

Christian Eriksen har spillet i Tottenham siden august 2013, hvor han skiftede fra den hollandske klub Ajax. Danskerens kontrakt udløber til sommer.

/ritzau/