FC Zürichs præsident ville ikke svare, da B.T. ringede.
Klubbens danske træner, Bo Henriksen, har et helt år før kontraktudløb givet klubben besked om, at han kommer til at stoppe, når aftalen ophører.
Det kunne B.T. afsløre søndag morgen.
B.T. forsøgte gentagne gange at få FC Zürichs svar på den chokbesked, som Bo Henriksen har givet klubben, men kun til schweiziske Blick havde præsidenten lyst til at tale.
»At spekulere i den professionelle fremtid for en cheftræner efter blot to runder er direkte grotesk,« siger præsident Ancillo Canepa.
»Som bekendt har Bo en kontrakt indtil 30. juni 2024. Han føler sig godt tilpas i FCZ og er ambitiøs for at videreudvikle vores hold i denne sæson. Alt andet er irrelevant og bliver derfor ikke kommenteret i detaljer af os.«
»Hvis dine danske kolleger har agurketid, bør de beskæftige sig med Loch Ness-uhyret.«
På intet tidspunkt afviser præsidenten dog historien, men afviser blot at kommentere direkte på den.
Bo Henriksen har som træner stået i spidsen Brønshøj, Horsens og FC Midtjylland, før turen gik til Schweiz.