For tre dage siden afslørede BT, at FCK og Ståle Solbakken over flere omgange har prikket til Nicklas Bendtner for at få ham til den danske hovedstad. Nu er transfervinduet smækket i, og angriberen står stadig på holdkortet i Wolfsburg.

Nicklas Bendtner kommenterede over for BT på episoden via sin PR-agent, Elisa Lykke, der meddelte, at Bendtner-lejren ville have været mere aktive, hvis det havde været et direkte ønske for danskeren at komme væk. Herunder et skifte til FCK, hvor træner Ståle Solbakken over for BT bekræftede, at klubben har været i direkte dialog med Bendtner både i sommer og i det netop overståede transfervindue.

LÆS MERE: Bag kulissen: Sådan forsøgte FCK at hente Bendtner

Nu sætter Nicklas Bendtner selv ord på de spekulationer, der har været omkring det mulige skifte til FC København. Det gør han over for Ekstra Bladet, der har fået et par spørgsmål frem til danskeren via avisen Wolfsburg Allgemeine Zeitung.

»FCK var aldrig et tema for mig. Men mit afslag gælder sådan set alle klubber. Jeg er ikke kommet til Wolfsburg for kun at få et halvt år,« siger Nicklas Bendtner til avisen.

»Lige nu er mit eneste mål at spille og score mål for Wolfsburg. Ellers kunne jeg bare have underskrevet en etårig kontrakt og være taget videre.«

Wolfsburg møder senere lørdag Leverkusen på udebane i Bundesligaen. Bendtner er klart andetvalg bag hollænderen Bas Dost, der har scoret tre mål på de tre første Bundesliga-kampe i 2015 og udfylder positionen som Wolfsburg eneste frontangriber.

Nicklas Bendtner er dog kommet på banen mod både Bayern München og Frankfurt, men samlet har han kun fået omkring 25 minutters spilletid.