Uefa har åbnet en sag mod Atlético Madrids cheftræner, Diego Simeone, efter sidste uges Champions League-kamp.

Atlético Madrids cheftræner, Diego Simeone, lagde ikke skjul på sin begejstring, da hans hold i sidste uge scorede mod Juventus i Champions League.

Det kan nu koste ham en straf, for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har sigtet træneren for en 'uanstændig gestikulation'.

Et sent mål af Atlético-stopperen Jose Gimenez bragte spanierne på 2-0 i den første af to ottendedelsfinaler mellem de to hold.

Det fejrede Simeone ved at vende sig mod egne fans og tage sig til skridtet, mens han jublede over den vigtige scoring.

Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere

Simeone forklarede i første omgang, at han ville illustrere sit mod ved at foretage udskiftninger på holdet. To dage senere undskyldte han så, men det forhindrer ikke Uefa i at tage sagen op.

Det er uklart, hvornår Uefa meddeler sin dom, men Simeone risikerer at få karantæne i en kamp, hvis han straffes.

Uefa har desuden åbnet en sag mod Juventus-træner Massimiliano Allegri, fordi hans hold kom for sent på banen før kampstart.

Returopgøret mellem Atlético Madrid og Juventus spilles 12. marts i Torino.

/ritzau/AP