B.T. kunne torsdag fortælle historien om, at Lyngbys nu tidligere anfører og spiller Mathias Tauber er færdig i klubben efter ballade med den nye cheftræner Mark Strudal. Anførerens stop i klubben har ført en masse ballade med sig i spillertruppen, og nu bekræfter Mathias Tauber, hvordan han følte sig ydmyget foran hele truppen, da den lørdag i sidste uge spillede træningskamp mod Roskilde.

Som B.T. kunne fortælle, havde Mathias Tauber ikke fået nogen forvarsel om, at han ikke længere skulle være anfører. Og det har skabt en masse undren i truppen og modstand mod den nye træner, at Mark Strudal ikke har behandlet en loyal spiller gennem otte år bedre og i stedet for først at fortælle Tauber om sin beslutning valgte at give den overraskende besked foran hele truppen kort før en kamp.

»Der var sket nogle ting før Roskilde-kampen, men dråben i det berømte bæger kom, da Mark udnævnte truppens nye anfører til taktikmødet. Det skete før vores træningskamp mod FC Roskilde, hvor han ti minutter før, vi skulle gå på banen, sagde til truppen, at Martin Ørnskov skulle være anfører,« siger Mathias Tauber til bold.dk.

Mathias Tauber er færdig i Lyngby, ligesom B.T. havde afsløret.
Mathias Tauber er færdig i Lyngby, ligesom B.T. havde afsløret. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

»Jeg syntes selvfølgelig, at det var en meget mærkelig måde at melde det ud på, og jeg forstod ikke, hvorfor man ikke havde vist mig den respekt og havde fortalt mig om beslutningen inden da, men i stedet valgte at ydmyge mig foran hele truppen. Mark skulle jo bare have sagt det til mig i god tid, så havde jeg respekteret beslutningen, men jeg synes ikke, at det her var den rigtige måde at gøre det på. Efter kampen mod Roskilde indkaldte jeg trænere og sportschef til et møde om mandagen, hvor jeg fortalte, at jeg ikke ønskede at være en del af den anførergruppe, som de ellers gerne ville have, at jeg skulle være med i. I min verden har anføreren og anførergruppen truppens og trænerens respekt, men jeg følte ingen respekt fra trænerne,« forklarer Mathias Tauber, der også mener, at der har været for mange handlinger under Mark Strudal, der har været for respektløse og imod hans værdier, hvorfor han ikke ønskede at være en del af klubbens anførergruppe længere.

Det ville Mark Strudal ifølge Mathias Tauber ikke acceptere, hvorfor han blev afvist.

Mark Strudal forklarede til B.T. i sidste uge, at han ikke ville kommentere på sagen, før Mathias Tauber var løst fra sin kontrakt. Til bold.dk forklarer han nu, at han anser sagen for lukket og ikke har lyst til at uddybe.