Den franske verdensstjerne Kylian Mbappé afviser enhver anklage om voldtægt, men det svenske politi har alligevel afsøgt alle krogene af hotellet, hvor overgrebet påstås at være begået.

Kylian Mbappés færd i Stockholm bliver nu gransket til mindste detalje, efter han er blevet udpeget som voldtægtsmand på et hotel i den svenske hovedstad. Det fortæller Aftonbladet.

Den franske Real Madrid-stjerne har selv kaldt anklagen 'Fake news', men lige nu pågår efterforskningen.

Det svenske medie beretter om heftig politiaktivitet på Bank Hotel.

Mbappé er tilbage på fodboldbanen midt i al virakken. Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix

Der har både været civilt politi og teknikere til stede, og store dele af personalet er også blevet afhørt. Ordensmagten er desuden blevet vist rundt til de suiter, som der Mbappé og hans selskab benyttede sig af.

Der blev efterfølgende båret brune papirposer ud i teknikernes bil, da de forlod stedet, lyder en af observationerne.

Hotellet skulle efter Aftonbladets oplysninger være meget godt kameraovervåget, så det kan også komme politiet til hjælp, når de skal undersøge verdensstjernens færden - og i sidste ende skyld eller uskyld. 

Politiet har ikke ønsket at udtale sig om efterforskningen.

Mbappé er selv tilbage på fodboldbanen efter voldtægtsanklagen.

Han scorede for Real Madrid mod Celta Vigo, og nu venter der et opgør i Champions League mod Dortmund tirsdag aften.

B.T. Fodbold

I Ugens Rapport får du det tabloide og hårdtslående tilbageblik på Superliga-runden. Jonas Ryefelt, Lasse Vøge og Jonas Dalgård er i studiet