Færdigt.

Det kan man sige om Sergio Ramos' eventyr i Real Madrid.

Den karismatiske anførers kontrakt med storklubben udløber ved slutningen af måneden, og den bliver ikke forlænget.

Nyheden fremgår af Real Madrids hjemmeside.

Sergio Ramos (th.) har spillet sin sidste kamp for Real Madrid.
Sergio Ramos (th.) har spillet sin sidste kamp for Real Madrid. Foto: Neil Hall
Vis mere

'Real Madrid meddeler, at der i morgen, torsdag 17. juni klokken 12.30, vil være en hyldest og et farvel til vores anfører Sergio Ramos. Præsident Florentino Pérez vil også være til stede,' står det i pressemeddelelsen.

Den 35-årige Sergio Ramos kom til Real Madrid i 2005, da han skiftede fra Sevilla.

Siden er det blevet til 671 kampe og 101 mål for Sergio Ramos, der på mange måder har inkarneret Real Madrid i de senere år.

Han har båret anførerbindet i klubben siden 2015 efter klubikonet Iker Casillas, men må nu se sig om efter en ny klub.

Ramos fik sin seneste sæson spoleret af skader.