Fifa har afvist en klage fra Chile, og Ecuador får lov at beholde sin plads ved VM i fodbold til vinter.

Ecuador skal til VM i fodbold i Qatar til vinter.

Landets deltagelse har ellers været til diskussion, efter at man i kvalifikationen til slutrunden tilsyneladende brugte en ulovlig spiller.

Men fredag fastslår Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at en sag mod Ecuador og landets fodboldforbund (FEF) er droppet.

Chile krævede ellers, at Fifa fratog Ecuador VM-billetten, fordi ecuadorianerne i otte kvalifikationskampe brugte Byron Castillo, som chilenerne mener at have bevis for er født i Colombia og ikke i Ecuador.

Fifa er dog ikke enig.

- Efter at have analyseret og overvejet alle parters indlæg har Fifas disciplinærkomité besluttet at lukke sagen mod FEF, skriver forbundet ifølge Reuters.

Chile har nu muligheden for at appellere afgørelsen, og det er der nok en vis sandsynlighed for vil ske.

Chile mener således, at Castillo er tre år ældre, end det er angivet i de papirer, som Ecuador har brugt til at bekræfte hans identitet.

- Der er utallige beviser på, at spilleren er født i Colombia i byen Tumaco 25. juli 1995 og ikke 10. november 1998 i den ecuadorianske by General Villamil Playas, skrev det chilenske forbund i maj.

Ecuador sluttede VM-kvalifikationen som nummer fire og kvalificerede sig direkte sammen med Brasilien, Argentina og Uruguay.

Peru, der blev nummer fem, får en ekstra chance i playoff, mens Chile sluttede helt nede som nummer syv fem point efter Peru.

Hvis Ecuador var blevet taberdømt i de otte kampe med Castillo på banen, ville der imidlertid blive vendt op og ned på det hele.

Så vil Chile nemlig få tildelt fem point ekstra, mens hverken Peru eller nummer seks, Colombia, står til at få ekstra point. I så fald vil Chile overhale Peru, Colombia og Ecuador og stryge op på fjerdepladsen.

/ritzau/