Ebolafrygt får spansk borgmester til at aflyse DR Congos VM-test
DR Congos VM-testkamp mod Chile i den sydspanske by Cádiz er blevet aflyst af de lokale myndigheder.

DR Congos VM-testkamp mod Chile i den sydspanske by Cádiz er blevet aflyst af de lokale myndigheder.

Om en uge skulle DR Congos fodboldlandshold pudse VM-formen af mod Chile i den sydspanske by Cádiz, men det kommer ikke til at ske.
Tirsdag har borgmesteren i kommunen La Línea de la Concepcion oplyst, at han har sørget for, at kampen ikke bliver til noget.
Det har han gjort af frygt for ebolasmitte, som har været under udbrud i det centralafrikanske land på det seneste.
Det skriver nyhedsbureauet AFP og regionalmediet Europa Sur.
Danmark skal onsdag møde DR Congo i den belgiske by Liège, hvor man altså ikke er tyet til aflysning.
- Jeg har underskrevet dekretet, der forbyder afholdelsen af kampen 9. juni mellem DR Congo og Chile, siger borgmester Juan Franco ifølge AFP.
Ifølge borgmesteren sker aflysningen som en sikkerhedsforanstaltning og på baggrund af anbefalinger fra den regionale regering i Andalusien.
- Vi beklager, at vi har været nødt til at træffe denne beslutning, da en kamp af denne karakter er et aktiv for byen, siger Juan Franco ifølge Europa Sur.
Han fortæller desuden, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der ikke er smittefare forbundet med at afvikle kampen.
Sébastien Desabre, der er landstræner for DR Congo, blev tirsdag spurgt til den aflyste landskamp mod Chile.
Det gjorde han på et pressemøde i belgiske Liège, hvor han egentlig skulle snakke om testkampen mod Danmark.
Her understregede han, at congoleserne overholder alle krav og retningslinjer fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
- DR Congos landshold respekterer beslutningen, der skyldes en frygt for ebola. Vi taler hver dag med Fifa om ebola.
- Vores læger er hele tiden i kontakt med Fifa, og vi overholder nøje sundhedsprotokollerne. Siden coronapandemien begyndte, har vi fastholdt den samme tilgang, siger Desabre.
Oplysningerne om den aflyste kamp i Cádiz tikkede ind nærmest samtidig med det congolesiske pressemøde i Belgien. Derfor var der en hel del uafklarede spørgsmål.
- Disse oplysninger skal lige bekræftes. Jeg skal tjekke dem, fordi jeg har lige fået dem at vide.
- Men der er mulighed for at spille på et andet stadion i Spanien. Jeg er sikker på, at der vil blive fundet en løsning, lyder det fra landstræneren.
I den danske lejr har man ikke de store bekymringer ved at møde DR Congo. Det oplyste Dansk Boldspil-Union (DBU) til Ritzau tidligere på ugen, og spillerne er heller ikke bekymrede.
- Det har jeg ikke tænkt over, men jeg tænker, at DBU og forbundet for DR Congo har styr på det, sagde Rasmus Højlund til TV 2.
Danmark møder DR Congo i Liège onsdag klokken 20.00.
/ritzau/