Det var ikke mange år, Christian Mbulu fik på denne jord.

I en alder af blot 23 år omkom den unge forsvarsspiller tirsdag eftermiddag.

Flere britiske medier beretter om episoden, men det fremgår ikke, hvad dødsårsagen er.

'Alle i Morecambe FC er dybt berørte af nyheden om Christian Mbulus død og vil udtrykke den dybeste sympati med hans familie og venner i denne meget sørgelige tid,' skriver hans klub Morecambe på sociale medier.

'Han var kun 23, og nyheden om hans pludselige og utidige død har været et chok for os alle. Christian kom til klubben i januar og viste sig at være en meget populær spiller i truppen.'

I 2019-2020-sæsonen nåede Mbulu at spille tre kampe for Morecombe

Mbulu nåede desuden at spille for traditionsklubben Millwall og Crewe Alexandra i nogle af de lavere engelske rækker.

Morecambe, der altså blev hans sidste klub, spiller i League Two, hvilket svarer til den fjerdebedste række i England.