Real Betis fik ikke mange chancer mod et stærkt Barcelona-mandskab, der vandt 5-0 i La Liga.

Efter to ligasejre i streg var der håb at spore hos Real Betis, der søndag tog imod FC Barcelona på hjemmebanen, Estadio Benito Villamarín.

Men et støjende publikum og en fint spillende dansk landsholdsspiller i form af Riza Durmisi var ikke nok til at udfordre ligaens ubesejrede førerhold fra Catalonien.

På en effektiv anden halvleg fik Betis en lektion i kynisk angrebsfodbold og tabte med 0-5 til Barcelona.

Betis og Durmisi greb ellers kampen optimistisk an.

Den danske back tog nogle fine ture op ad venstrekanten, og flere gange var danskerens aktioner tæt på at udvikle sig til farlige situationer foran Barcelona-målet.

Som halvlegen skred frem, begyndte favoritterne fra Catalonien dog at få styr på forsvaret. Samtidig fik Betis sværere ved at komme til chancer.

Men selv om Barca-stjernerne som sædvanligt havde mest boldbesiddelse, havde de svært ved at åbne op for Betis' defensiv.

Efter 31 minutter var det dog tæt på for Barcelona, da Lionel Messi modtog en stikning fra Luis Suárez og sendte et hårdt spark i sidenettet.

Men Messis skud forblev det bedste forsøg i en chancefattig første halvleg.

I begyndelsen af anden halvleg fik Riza Durmisi et gult kort for at holde Sergi Roberto tilbage.

Og få minutter senere knækkede Betis-forsvaret endelig, da Barcelona løftede niveauet markant og satte gang i en imponerende scoringsstime, der varede en halv time.

Først fandt Luis Suárez en fri Ivan Rakitic, der uforstyrret kunne løbe mod målet og lægge bolden under Betis' målmand, Antonio Adán, til stillingen 1-0.

Dernæst fordoblede en lige så uforstyrret Lionel Messi føringen med et kontant spark, da et hullet Betis-forsvar gav den argentinske verdensstjerne oceaner af plads.

Så sendte Suarez en smuk flugter bag en chanceløs Adán i målet, og godt ti minutter senere tog Messi en solotur og scorede til 4-0.

I det 90. minut blev fodboldlektionen afsluttet, da Suarez bragede bolden i nettaget til slutstillingen 5-0.

Dermed kunne Barcelonas cheftræner, Ernesto Valverde, se sit hold eksekvere en kontrolleret stil til noget nær perfektion.

Kampen efterlader Barcelona på en suveræn førsteplads med 11 point ned til Atlético Madrid på andenpladsen, mens Betis indtager en foreløbig 11.-plads.

Barcelonas dyrt indkøbte stjernespillere Ousmane Dembélé og Philippe Coutinho var ikke med i truppen på grund af skader.

/ritzau/