Det lyder for utroligt til at være sandt, men den er god nok.

Siden den spanske liga, Primera Division, for lige over to år siden begyndte at kåre ’månedens spiller’ har FC Barcelona vundet helt præcist … nul gange.

Det er avisen Telegraph, der har kigget nærmere på listen, efter at lille Eibars Borja Baston netop har vundet prisen for oktober.

Til sammenligning har Real Madrid-spillere (blandt andet via to gange Cristiano Ronaldo) i perioden vundet tre gange, Atletico Madrid-spillere har vundet seks gange.

Og altså: I perioden har FC Barcelona jo blandt andet vundet The Treble, Lionel Messi har scoret i alt 73 ligamål – og så har Luis Suarez og Neymar scoret samtlige Barcas 17 seneste mål.

Men det har altså ikke været nok.

Tættest på kommer Ivan Rakitic, der blev månedens spiller i januar 2014 – et halvt år inden sit skifte fra Sevilla til FC Barcelona.

Månedens spiller i La Liga har været kåret 20 gange. I Barcelona venter de stadig.