Heftig druk, et mistet kørekort og en skalle til en holdkammerat.
Premier League-stjernen Danny Drinkwater åbner op om nogle turbulente år med store personlige problemer.
I 2019 mistede han sit kørekort i to år for at have kørt i beruset tilstand, samme år blev han tæsket af seks mand på en bytur for at have flirtet med en anden fodboldspillers kæreste - og i foråret nikkede han en holdkammerat i Aston Villa en skalle efter en træning.
»Det har været et 'wake up-call' for mig. Jeg har ikke kørt bil siden, jeg har ikke været på natklub siden, og jeg kommer ikke igen til at havne i en situation, hvor jeg ender i slåskamp med en holdkammerat,« siger Drinkwater i et interview i Telegraph, hvor han åbner op om mentale problemer:

»Det handler om at have svært ved at stole på folk. Jeg er en lukket bog, og det har påvirket mit liv, ikke kun som fodboldspiller. Men det har helt sikkert også kostet på fodboldbanen.«
30-årige Drinkwaters karriere var for nogle år siden på vej i en lovende retning, da han var en af profilerne på Leicester-holdet, der sensationelt vandt Premier League i 2016.
Men siden er det gået helt galt for Drinkwater, der i 2017 skiftede til Chelsea for hele 350 millioner kroner. Som følge af personlige problemer og en alt for festlig livsstil, som har ført til ovennævnte episoder, har han ikke slået til i Chelsea.
Drinkwater har således kun spillet fem kampe i Premier League på to år. I sidste sæson var han lejet ud til Aston Villa. Så selvom pengene er fosset ind på kontoen, har Drinkwater, som har spillet tre landskampe for England, ikke fået det til at svinge i sit liv.
»Det hele er jo ikke så simpelt, at man spiller bare fodbold og får sin løncheck. Penge løser intet. Jeg tænker ikke engang på dem,« siger Drinkwater, som er tilbage i Chelsea, hvor han skal kæmpe for at få karrieren på ret kurs.


