Først sluttede Natasja Crones yngste søn, Noah Crones, italienske fodboldeventyr, og nu har den 20-årige fodboldspiller fået ophævet sin kontrakt i Fremad Amager.

1. divisionsklubben oplyser tirsdag, at angriberens kontrakt er blevet ophævet, og at parterne nu går hver til sit.

Natasja Crone er kommet med en forklaring på, hvorfor hendes yngste søn ikke længere har en professionel kontrakt.

»Noah spiller faktisk ikke lige for tiden, og jeg ved ikke, om han begynder igen. Han er kørt lidt træt i det og måtte lige have en pause. Men han er også kun 20 år, så han skal nok finde ud af, hvad han gerne vil,« fortalte Natasja Crone til Billed-Bladet.

Sportschefen i Fremad Amager, Jacob Gregersen, siger til klubbens hjemmeside, at andre ting end fodbold har fyldt for Noah Crone.

»Noah har haft en del ting, som har fyldt uden for fodbolden, hvor vi har givet ham tid og plads. Helt essentielt er det vores opgave at hjælpe de unge mennesker, vi har i vores fodboldklub.«

»Derfor er vi i fællesskab blevet enige om at ophæve kontrakten. Vi ønsker Noah god vind,« siger Jacob Gregersen.

I januar 2021 skiftede Noah Crone ellers til italienske Lecce, hvor han blev udstyret med en 2,5-årig kontrakt.

Crone kom herefter til Fremad Amager i januar 2022, hvor han ellers havde kontrakt til udgangen af 2024.