Det er 11 dage siden. AaB havde lige taget en stor skalp med en 2-1-sejr over FC København i Parken. Alle i Nordjylland jublede – undtagen cheftræner Jacob Friis.
I bilen på vej hjem fra København begyndte hans indre dialog igen. Nu sad han endnu en gang på landevejen og havde været væk fra familien hele dagen. Prioriterede han nu rigtigt – alt taget i betragtning?
Stemmen havde været der før, men var hurtigt blevet viftet væk. Men denne gang blev spørgsmålet ved med at runge i hans hoved.
Og onsdag formiddag bad han om et møde med den sportslige ledelse. Her meddelte Jacob Friis, at han ikke længere kunne være AaB's cheftræner. Hans lille datter Luna, der er ramt af kræftsygdommen leukæmi, skal nu være hans absolutte førsteprioritet.
»Selvfølgelig skal jeg være der for Luna. Hun skal ikke have en far, der følger med i hendes forløb på afstand,« siger Jacob Friis til B.T.
»Det kan en slægtning eller en bekendt gøre, men ikke hendes far!«
Det er cirka et år siden, at chokket ramte familien. Datterens kræftsygdom fik en kort overgang trukket Jacob Friis væk fra sidelinjen.
Men han var med familiens velsignelse hurtigt tilbage.
Siden har fireårige Luna været igennem en stamcelletransplantation, og uvisheden i den kommende periode fik til sidst Jacob Friis til at indse, at der er brug for, at al hans energi skal lægges hos familien og hos datteren.
»Hendes forløb trækker ud. Og jeg ved ikke, om vi taler to måneder eller halvandet år, før familien er i vater.«
»Der er ikke forværring hos Luna. Der er ikke tilbagefald i leukæmien. Men når man har været igennem sådan en stamcelletransplantation, så er der bare risiko for en masse bivirkninger,« fortæller han.
»Og hun har nogle bivirkninger, som sidder nogle forskellige steder. Det er en udfordring, som vi arbejder med.«
Nu er der gået et turbulent år, hvor den 43-årige nordjyde har haft to intense forløb kørende parallelt. Og det ville på et tidspunkt få en pris.
»Det startede med, at vi i familien blev enige om, at nu moser vi på, og at jeg fortsætter som cheftræner. Det var dengang den rigtige beslutning. Men jeg er den type, der gerne vil have, at ingen skal stille spørgsmål ved, om jeg arbejder hårdt og dedikeret nok. Det er ikke mig, der springer over, hvor gærdet er lavest.«
»Havde det været en helt normal familie med tre sunde børn, så havde det ikke været et problem. Så havde jeg også haft energi, når jeg kom hjem fra arbejde. Men nu kommer jeg hjem til noget, der også skal 'nittes' sammen, og hvor der skal leveres.«
»Det kan man gøre i en periode, men der er en risiko for, at man på et tidspunkt brænder sit lys i begge ender. Om det så ville gå ud over mig selv, min familie eller AaB ... den situation skulle jeg bare ikke havne i!«
Og da han afslørede sin indre dialog for familien, kunne han pludselig høre, at der ikke var noget at rafle om. Selv om hans kone argumenterede imod et farvel til AaB.
»Hun ville have mig til at overveje, om det nu også var den rigtige beslutning. Det gjorde hun ikke af ond mening, men for at sikre sig, at jeg havde tænkt det hele igennem. Hun har jo været førstehåndsvidne til, at jeg i de seneste 12 år har arbejdet benhårdt i AaB og nu var havnet som cheftræner med et sindssygt spændende projekt.«
»Det er heller ikke mere end tre uger siden, at jeg kom hjem til min kone og sagde, 'at nu spiller det for holdet, og det er fantastisk at gå på arbejde'.«
»Men nu er beslutningen taget, og den bakker hun 100 procent op om. Man skal huske på, at i det seneste år har hun fået alt derhjemme til at hænge sammen, og på intet tidspunkt har hun brokket sig eller sagt, at jeg prioriterede forkert.«
Torsdag formiddag blev brugt på at fortælle kollegaer og spillere om den store beslutning. Og det var en tung omgang.
»Jeg skal hilse og sige, at det var ikke nemt. De har jo alle sammen været med i hele forløbet om Luna, der startede har et års tid siden.«
»Der blev meget stille, da jeg sagde det til spillerne. Skal vi ikke sige det sådan? Der blev ikke sagt noget – og det fortæller vel meget godt, hvordan det var,« lød det fra Jacob Friis, der stadig har ambitioner for sin trænerkarriere.
»Men det bliver ikke nu – nu er der noget andet, der er vigtigere.«
