Dortmunds belgiske fodboldstjerne Axel Witsel afslører nu, hvorfor han sidste sommer forlod sin forgyldte kontrakt med den kinesiske klub Tianjin Quanjian.

Den 30-årige belgier havde ellers scoret sig en eventyrlig kontrakt med den kinesiske klub. En aftale, der gjorde ham til en af verdens 10 bedst lønnede fodboldspillere – og han tjente mere end stjerner som Luis Suárez, Neymar og Paul Pogba.

Men hans datters helbred fik ham til at søge hjem til Europa efter VM-slutrunden sidste sommer.

»Min datter havde en meget smertefuld tarmsygdom. Men på det internationale sygehus i Tianjin havde de ikke udstyret til at behandle hende,« fortæller Axel Witsel til DAZN.

Foto: SASCHA STEINBACH
Vis mere

»Vi havde valget mellem at bruge det kinesiske sygehus og at tage til Beijing, der lå to timers transport derfra. Det havde vi ikke tid til, for det (sygdommen, red.) kunne være farligt.«

Så familien måtte bruge det kinesiske sygehus i Tianjin. Og her måtte de trække et nummer og vente to-tre timer på, at deres navn blev råbt op.

»Som i et supermarked, hvor du står i kø for at købe kød.«

»Så jeg sagde til min kone: 'Nu spiller jeg jeg VM, og så skal vi tilbage til Europa'. Penge er vigtigt, men det er ikke synonymt med lykke,« siger belgieren, der trods tilbud fra Paris Saint-Germain og Manchester United endte med at vælge Dortmund, hvor han i dag er holdkammerat med danskerne Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen.