Det er ingen hemmelighed, at man ikke er glad for det etablerede England i havnebyen Liverpool.

Scouserne ser ikke sig selv som en del af resten af landet, og det er i den grad kommet til udtryk efter Dronning Elizabeths død torsdag.

Her postede fodboldklubben Liverpool FC, ligesom mange andre engelske klubber, en hyldest til dronningen efter hendes død.

Men kommentarerne til opslaget på Twitter faldt ikke i god jord hos klubben, og derfor har man siden lukket ned for kommentarerne, der i den grad ikke taler positivt om hverken Dronning Elizabeth eller det engelske monarki.

Man kan dog stadig smide en kommentar til tweetet via de såkaldte citattweets, og her raser debatten. Flere mener, at Liverpool-fansene er respektløse, og at det er en skandale, at det overhovedet er nødvendigt at slå kommentarer fra.

Andre fortsætter de hadske kommentarer mod den afdøde dronning og er rasende over, at opslaget i det hele taget er blevet delt af klubben.

Mens scouserne ser ud til at håndtere deres sorg på en mere afdæmpet måde, kom det som et chok for resten af landet, at den 96-årige dronning gik bort torsdag.

Hendes søn Prince Charles - nu Kong Charles III - overtager tronen.

Og han skal nok ikke forvente klapsalver i den britiske havneby.