Han var en fremragende fodboldspiller, og måske er Daniel Agger ligeledes en fremragende fodboldtræner.

I hvert fald har den tidligere Liverpool-stjerne netop vundet sin første kamp i spidsen for HB Køge. Daniel Aggers mandskab slog AC Horsens med 2-0 på udebane.

Pierre Larsen og Marius Elvius scorede målene for gæsterne. De faldt begge i anden halvleg.

Og det var to genialiteter, der gør, at HB Køge kan tage tre point med tilbage til Sjælland. Først blev Pierre Larsen spillet i dybden, hvorefter han elegant vippede bolden over en fremstormende Horsens-målmand. Dernæst var det Marius Elvius, der tog et par hurtige træk, inden han smadrede kuglen i kassen fra cirka 25 meter.

Foto: Frank Cilius
Vis mere

HB Køge havde ikke vundet en fodboldkamp i NordicBet Ligaen i de seneste 13 forsøg. Og det var da også en flok glade spillere, du kunne se på tv-skærmen, da dommeren fløjtede kampen af.

Omvendt var det en mavepuster for AC Horsens. Holdet er nedrykkere fra Superligaen, og de er en af favoritterne til at rykke op igen allerede i denne sæson.

HB Køge-træneren var ikke det eneste store navn i Horsens fredag aften. Landsholdslegenden Lars Jacobsen er således assistenttræner, mens Jon Flanagan spillede højre back for HB Køge. Han har spillet mere end 40 Premier League-kampe for Liverpool.

Daniel Aggers næste opgave som cheftræner er om ni dage, når Hvidovre IF gæster HB Køge.

Foto: Frank Cilius
Vis mere