Efter midnat mandag kender vi med sikkerhed Christian Eriksens fodboldfremtid. Men indtil da kører spekulationerne i højeste gear – og måske har Tottenhams manager allerede givet svaret.

Efter Tottenhams 2-2-kamp mod Arsenal i dagens store Premier League-brag var den danske målscorer fra kampen da også det hotteste samtale-emne.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino blev således bombarderet med spørgsmål om danskerens fremtid: Er den i Tottenham, som har tilbudt ham en kontraktforlængelse, eller får han drømmen om mega-klubskiftet opfyldt?

»Der er stadig nogle timer og en dag tilbage. Jeg vil gerne sige, at det er umuligt, men det bliver svært. Intet er umuligt i fodbold, men jeg er optimist,« siger Pochettino.

DAVID KLEIN

»Christian og andre spillere vil fra i morgen kun være 100 procent fokuserede på Tottenham,« tilføjer Pochettino og giver måske et lille praj om, at Eriksen ikke skifter fra Tottenham i denne omgang.

På mandag ved midnatstid lukker transfervinduet i de største ligaer.

Der er det sidste chance for Eriksen for at skifte til en af Europas storklubber, som han åbent har fortalt er hans drøm.

Det har udløst en transfersaga, som har kørt i flere måneder.

DAVID KLEIN

Her er den 27-årige danske landsholdsstjerne blevet kædet sammen med giganter som Real Madrid, Juventus, FC Barcelona, Paris Saint-Germain og Atlético Madrid.

Men endnu har ingen af klubberne slået til for at få fingrene i fynboen, som igen var at finde i Tottenhams startopstilling mod Arsenal, hvilket kastede hans ligamål nummer 50 for Spurs af sig.

Efter kampen havde Pochettino kun positive ting at sige om Eriksen, som har et år tilbage af sin kontrakt med Tottenham.

»Vi må vente og se med Christian Eriksen, men det viser, at det var den rigtige beslutning at starte med ham. Han leverede en stor præstation og hjalp holdet til at få point.«