Han havde egentlig håbet på et stort sommerskifte, men sådan gik det ikke for Joakim Mæhle.

Han er afsted med landsholdslejren i disse dage, men kunne fra Herning se sit drømmeskifte gå i vasken.

Marseille havde nemlig snøren ud efter den unge dansker på transfervinduets sidste dag, men kort efter midnat måtte han sande, at det ikke bliver til et skifte i denne omgang.

En stor skuffelse for backen, der til dagligt tørner ud for belgiske KRC Genk, og han har ikke reageret på det - før nu. I en opdatering på Twitter har Joakim Mæhle noget - omend meget lidt - at sige.

'Jeg er tom for ord,' lyder det om hvad der formentlig er den store skuffelse.

Det belgiske medie HNL skriver, at Marseille tilbød 75 millioner kroner, og at de ville give Mæhle en femårig kontrakt. Men Genk mente altså ikke, at buddet var attraktivt nok.

Joakim Mæhle, der har kontrakt med KRC Genk indtil 2023, og Marseille var angiveligt blevet enige om de personlige vilkår, og der manglede altså blot en overensstemmelse mellem klubberne samt det obligatoriske lægetjek.

Tidligere har der også været bud efter ham fra Premier League, da Southampton forsøgte at kapre ham. Genk har dog ikke i sinde at lade ham gå for billige penge, og senest har klubbens træner udtalt, at han regner med, at Mæhle bliver i klubben i to år mere.

Mæhle er i disse dage med det danske landshold, der først møder Færøerne i en venskabskamp. Herefter venter Island og England i Nations League.

Han fik debut ved seneste landsholdssamling, da han blev skiftet ind med 18 minutter igen mod Belgien. Forud for kampen fortalte han om situationen i Genk til bold.dk:

»Jeg har det helt bestemt fint med det. Jeg har fået en rigtig god position i klubben og selv om jeg synes, jeg har nået tiden og er klar til at tage skridtet videre, kan jeg stadig godt udvikle mig i Genk. Det er en mega god liga med rigtig mange gode hold, og vi har selv et godt hold og en god stab.«

Han startede sin karriere i AaB, men blev allerede solgt til Genk som 20-årig. Han har været fast mand på højreback, og har spillet 122 kampe for klubben og står noteret for fem mål og 21 assists.