Den danske cheftræner Bo Svensson fik sit første bundesligapoint, da Mainz ude spillede 1-1 med Dortmund.

I sin anden kamp som cheftræner for Mainz lykkedes det lørdag for danske Bo Svensson at hente sit første bundesligapoint.

Det skete, da Mainz overraskende fik 1-1 ude mod Dortmund.

En forrygende scoring i anden halvleg var med til at sikre det ene point, som måtte slides hjem mod de i høj grad dominerende værter.

Dermed kan Bo Svensson fejre sit første flotte resultat, siden han i begyndelsen af januar blev ansat som cheftræner i den tyske klub.

Med det ene point forlader Mainz sidstepladsen i Bundesligaen, så holdet nu ligger næstsidst foran Schalke. Mainz har 7 point efter 15 kampe.

Dortmund ligger nummer 4 med 29 point efter 16 kampe.

I lørdagens opgør sendte Dortmund-bomberen Erling Haaland bolden i netmaskerne allerede efter knap to minutters spil.

Et relativt langtrukken VAR-gennemsyn konkluderede dog, at Thomas Meunier var i offside-position i opspillet til målet.

Derfor slap Bo Svenssons tropper med skrækken, men det var alligevel tydeligt, hvorfor hjemmeholdet var favorit forud for opgøret.

Dortmund lagde et tungt tryk ned mod Mainz-defensiven, og efter godt 20 minutter kombinerede Julian Brandt og Erling Haaland sig frem til en fin chance. Målmand Robin Zentner diskede dog op med en god redning.

Efter knap en times spil var det - stik imod spil og chancer - gæsterne fra Mainz, der overraskende bragte sig foran.

Der skulle da også et drømmemål til for at sikre føringen. Levin Öztunali klappede til bolden fra kanten af feltet, og den susede hele vejen op i målhjørnet, hvor Roman Bürki lige nøjagtig ikke kunne forhindre scoringen.

Med godt 20 minutter tilbage kunne Mainz ikke holde stand længere. Thomas Meunier gjorde det til 1-1, og så var der lagt op til en afslutning, hvor Dortmund ville jagte alle tre point til den tyske topstrid.

Marco Reus fik kort efter chancen på straffespark, men han skød forbi mål.

Efterfølgende havde Mainz faktisk en stor mulighed for igen at bringe sig foran, men stolpen reddede med nød og næppe Dortmund.

Derfor endte det 1-1 og med en stor skalp til den nye Mainz-træner.

Danske Thomas Delaney sad på bænken for Dortmund hele kampen.

En anden dansk landsholdsspiller, Yussuf Poulsen, måtte nøjes med et indhop til allersidst, da RB Leipzig spillede 2-2 ude mod Wolfsburg.

/ritzau/