Eberechi Eze glemmer nok aldrig det mål, han scorede til 1-0 tirsdag aften, da Arsenal med Christian Nørgaard på banen ekspederede Bayer Leverkusen og træner Kasper Hjulmand ud af Champions League.
Det var Ezes første mål i Europas største klubturnering og et af hans smukkeste i karrieren.
Det medvirkede til, at Arsenal hjemme på Emirates vandt med 2-0 og dermed sammenlagt 3-1 efter 1-1 i den første ottendedelsfinale i Tyskland.
Leverkusens målmand Janis Blaswich var i gang med at stå en forrygende første halvleg, og Arsenal-spillerne fornemmede nok, at der skulle noget specielt til at overliste ham. Det kom så fra Eze efter 35 minutter.
Han tæmmede bolden nogle meter uden for feltet, lod den hoppe en enkelt gang og halvflugtede den så med enorm kraft op i målhjørnet.
Da havde der stået Arsenal på det meste efter en ellers optimistisk Leverkusen-start.
London-klubben skabte godt med muligheder, og særligt Leandro Trossard troede nok, han havde sendt sit hold i spidsen, men Blaswich fandt en stor fodparade frem.
Efter pausen var Leverkusen tvunget frem, og Hjulmands mandskab spillede faktisk bolden fint rundt, men det blev aldrig rigtigt farligt på banens sidste tredjedel.
Til gengæld fik Arsenal mere plads og boltrede sig godt på den. Declan Rice fik tid og plads til at komme på skudhold lige uden for feltet og scorede fladt ved stolpen til 2-0 efter godt en time.
Kort efter blev Christian Nørgaard skiftet ind og var med til at køre sejren hjem.
Tre minutter før tid fik Ibrahim Maza Leverkusens største chance, og hans afslutning havde sikker kurs mod målhjørnet, da keeper David Raya mirakuløst viftede den uden om stolpen.
Arsenal skal i kvartfinalen op mod Sporting Lissabon, der tidligere tirsdag leverede et stort comeback og vandt med 5-0 over Bodø/Glimt efter 3-0 til nordmændene i det første opgør hjemme.
/ritzau/
