Drømmejob går verden rundt: Se VM og scor 300.000 kroner
Hvad er hagen?, fristes man til at spørge.

Hvad er hagen?, fristes man til at spørge.

Er du træt af dit arbejde? Mangler du luftforandring?
Hvis du er det mindste fodboldinteresseret, så er der et regulært drømmejob, der snart skal besættes.
Jobannoncen er allerede gået verden rundt, og det er vel forståeligt, når man ser beskrivelsen.
Lige nu hyrer den amerikanske mediegigant Fox nemlig en 'Chief World Cup Watcher', som nok får lidt at se til i juni og juli.
Her skal vedkommende se samtlige 104 VM-kampe fra et personligt kontor, som vil være en 'specialbygget, drømmeagtig glaskube' midt på Times Square i storbyen New York.
»Dette VM bliver en historisk turnering, der kræver en lige så historisk ansættelse,« lød det fra Robert Gottlieb, der er marketingdirektør for Fox Sports, i en pressemeddelelse.
Lønnen for hele molevitten er 50.000 dollars - altså 317.000 danske kroner.
Hvis man skal ansøge om stillingen, så gøres det gennem rekrutteringsfirmaet Indeed, hvor man også skal indsende en video, hvor man forklarer, hvorfor man er perfekt til jobbet.
Fristen er 17. maj.