Nej tak til FC København.

Sådan lyder meldingen fra Uruguay-angriberen Michael Santos, som FCK-manager Ståle Solbakken ellers havde udset sig til at være Superligaklubbens nye måljæger.

Det skriver det lokale medie Diario Sur - og det svarer til B.T.s oplysninger om transfersagen.

FCK mangler i øjeblikket en ny angriber, efter at Federico Santander for kort tid siden er blevet solgt til italienske Bologna, og her kunne B.T. forleden fortælle, at den danske klub havde lagt et bud hos den spanske klub Malaga for Michael Santos. Han har i den seneste sæson været udlejet til Sporting Gijon i den næstbedste spanske række, Segunda Division, hvor han scorede 17 mål.

Men Michael Santos og hans agent er ifølge Diaro Sur er ikke interesserede i et skifte til FCK og Superligaen.

Michael Santos ved Pan American Games mod Mexico. Lykkes det FC København at slå kløerne i den uruguayanske angriber, kan han potentielt blive Superligaens dyreste spiller.
Michael Santos ved Pan American Games mod Mexico. Lykkes det FC København at slå kløerne i den uruguayanske angriber, kan han potentielt blive Superligaens dyreste spiller. Foto: OMAR TORRES
Vis mere

Mediet angiver, at FCK ellers har budt 'fremragende' 3,5 millioner euro, svarende til cirka 26 millioner kroner, for de 70 procent af angriberen, som Malaga ejer. De resterende 30 procent ejes af spillerens tidligere klub, uruguayanske River Plate.

Ifølge B.T.s oplysninger har FCK lagt et femårigt kontraktilbud foran 25-årige Michael Santos med udsigt til at skulle sælges videre efter to år. Skulle et videresalg ikke ske efter de to år, ville der i stedet ligge en stor lønforhøjelse til Uruguay-angriberen i den danske klub.

Men angiveligt skulle Michael Santos foretrække at blive i Spanien.