Den danske landsholdsspiller Anders Dreyer viste endnu en gang storspil, da San Diego FC natten til søndag vandt 3-1 hjemme over Los Angeles Galaxy i Major League Soccer (MLS).

Vestjyden brillerede med at lægge op til alle sit holds tre mål, og det vejede op for, at en anden dansker indtog en uheldig rolle.

Ved stillingen 2-0 så den tidligere superligaprofil Jeppe Tverskov rødt, men det kom altså ikke til at koste point.

Som følge af den tredje sejr i fire kampe er San Diego nu kravlet op på en slutspilsgivende plads i MLS.

Dreyer var i hopla første gang efter ti minutters spil. Fra en position nær baglinjen sendte han bolden hårdt og fladt ind over, så den tidligere FCK-spiller Elias Achouri ikke kunne undgå at score.

To minutter efter pausen lavede Dreyer en fantastisk skærende bold gennem hele forsvarskæden, så Kieran Sargeant var alene med målmanden og kunne øge til 2-0.

I de følgende minutter modtog Tverskov først sit andet gule kort, før gæsterne reducerede ved Hirving Lozano.

Anders Dreyer sørgede for at punktere spændingen igen. I det 70. minut drev han bolden fra eget felt og hele vejen op i den modsatte ende af banen, før han spillede Amahl Pellegrino fri til en let scoring.

Holdkammeraterne løb jublende over til den danske målarkitekt, der nu har lagt op til ti mål i sæsonen.

RITZAU