Christian Lønstrup vil have retten til at komme med en afgørelse angående hans afsked med FC Roskilde.

Den nu tidligere cheftræner i FC Roskilde Christian Lønstrup har stævnet den sjællandske fodboldklub.

Det skriver TV2 Sport.

Det er uenighed om Christian Lønstrups afsked med klubben, der har fået den tidligere træner til at hive FC Roskilde i retten.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Lønstrup fastholder, at han ikke sagde sit job op, som det ellers blev meldt ud af klubben, og er ligeledes uenighed i grundlaget for klubbens suspendering af ham i forbindelse med sagen om mulig matchfixing i FC Roskildes kampe i 1. division i den forgangne sæson.

- Det har desværre ikke været muligt at finde en mindelig løsning i forhold til afslutningen på mit ansættelsesforhold i FC Roskilde. Jeg har derfor efter rådgivning fra mine advokater stævnet FC Roskilde, skriver Christian Lønstrup i en mail til TV2 Sport.

I sidste uge kom det frem, at Danmarks Idrætsforbund (DIF) i forbindelse med sin undersøgelse af sagen om mulig matchfixing i FC Roskilde havde meldt fodboldklubben til politiet.

Sagen begyndte, da Christian Lønstrup på et spillermøde efter nederlaget på 1-2 til Lyngby 12. maj sagde, at han havde beviser på matchfixing, men ikke fremlagde dem.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Efterfølgende tog spillerne skarpt afstand fra matchfixing i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen, og Lønstrup blev kort efter suspenderet.

29. maj kom det frem, at han efterfølgende havde sagt sit job op - men det afviser Lønstrup altså. Faktum er dog, at han er fortid i klubben.

FC Roskilde var længe indblandet i nedrykningskampen i 1. division, men det lykkedes at blive i landets næstbedste række med en sejr i næstsidste spillerunde over Fredericia.

/ritzau/