Der var ingen bryllupsgaver fra vejrguderne, da den danske målmandslegende Peter Schmeichel lørdag eftermiddag sagde ja til Laura von Lindholm i Egebæksvang Kirke i Espergærde.
De mørke og regntunge skyer havde buldret i et par timer, da gæsterne klokken 16.00 indfandt sig i kirken. Men gråvejret tog på ingen måde modet fra brudeparret, der i ly af paraplyer ankom storsmilende til vielsen.
»Det er perfekt,« lød Peter Schmeichels hurtige kommentar til vejret, inden han skyndte sig ind i tørvejr.
Målmandsikonet ankom i øvrigt sammen med sin søn, den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel.

Blandt de kendte gæster i kirken var blandt andet regnstøvle-dronningen Ilse Jacobsen, Karina von d'Ahé fra 'Forsidefruerne' og NFL-danskeren Morten Andersen.
Også Schmeichels gamle ven fra fodboldlandsholdet John Faxe Jensen mødte op i kirken. De to spillede som bekendt hovedroller, da Danmark i 1992 sensationelt sikrede sig europamesterskabet.
Vielsen fik i øvrigt et dramatisk penselstrøg, da en båd pludselig kæntrede i vandet foran kirken. Forsvaret måtte sende både redningshelikopter og -båd i aktion, og alle otte kæntrede personer blev siden reddet op af vandet.
55-årige Peter Schmeichel og den ni år yngre Laura Von Lindholm har været sammen siden 2014. Og under en ferie på Maldiverne i februar i år friede den tidligere Manchester United-målmand til sin udkårne.

Laura von Lindholm har tidligere arbejdet som model og var i 2000 på forsiden af den hollandske udgave af Playboy.
Hun arbejder i dag som ernæringsekspert og skuespiller, og hun har tidligere haft en rolle i den danske sitcom 'Langt fra Las Vegas'.
Peter Schmeichel blev i 2013 skilt fra Bente Schmeichel. De havde ellers været gift i 31 år og har sammen børnene Cecilie og Kasper.
Efter vielsen strøg selskabet videre til aftenens fest, som foregik i privat regi, og her var pressen ikke inviteret.



