Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En gammel krig er brudt ud mellem fodboldlegenderne Rio Ferdinand og John Terry

Årsagen skal findes i en rangliste over de bedste fem midtstoppere i Premier League, som førstnævnte har lavet.

Her havde han Virgil van Dijk, sig selv, Nemanja Vidic og Jaap Stam foran John Terry. Og det gik ikke ubemærket hen hos sidstnævnte, der i et opslag på Instagram delte noget statistik fra sin karriere.

'Statistik lyver ikke,' lød ordene fra Terry, og det startede en ordkrig på Twitter. Noget, Rio Ferdinand valgte at kommentere på.

'Det øjeblik, nogen har behov for at promovere egne rekorder og statistiker, er der, hvor man virkelig skal tale om det skrøbelige ego. Du er heldig, jeg overhovedet tog dig med i top-5 efter racismesagen mod min bror, så vær taknemmelig for, du lige klarede den,' skriver Ferdinand direkte til John Terry.

Den tidligere Manchester United-stjerne henviser til, at der i 2012 kørte en sag mellem Anton Ferdinand og John Terry.

Sidstnævnte var anklaget for at have opført sig racistisk under en kamp mellem Chelsea og Queens Park Rangers i oktober 2011, men Terry blev frikendt af FA, og han har hele tiden nægtet sig skyldig.

Luften har efterfølgende været kold mellem Ferdinand og Terry, hvilket også kom til udtryk under torsdagens ordkrig.

'Et skrøbeligt ego er at tage sig selv som nummer et. Tak for at have mig med i din top-5,' skrev John Terry tilbage til sin tidligere landsholdskollega.

Flere har bemærket, at John Terry ikke kommenterede på anklagen om racisme, og det fik ham hurtigt til at reagere med endnu et kækt svar.

'Statistik lyver ikke – IKKE SKYLDIG. Har jeg adresseret det nu?' skriver han til en bruger efterfulgt af en emoji, der forestiller en klovn.

John Terry spillede i Chelsea fra 1998 til 2017. Efterfølgende spillede han et enkelt år i Aston Villa.

Rio Ferdinand spillede størstedelen af sin karriere i Manchester United, og begge spillere var i mange år en del af det engelske landshold.